Her kan du læse om nogle af de mønstre, der kan dukke op i helt almindelige hverdagssituationer. Det, du gør igen og igen. Det, du reagerer på. Og de regler, du måske følger uden rigtig at have lagt mærke til dem.
Du ved godt, at det koster dig noget bagefter.
Alligevel siger du ja. Tager kontakt. Glatter ud. Hjælper.
For lige i øjeblikket kan det, du gør, faktisk hjælpe dig med noget.
I artiklen kan du blive nysgerrig på hvad.
Du har endelig sagt nej eller fortalt, hvad du har brug for. Men bagefter begynder tvivlen.
Var jeg for hård? Blev den anden ked af det? Skulle jeg bare have ladet det ligge?
Og pludselig får du lyst til at trække din grænse tilbage igen.
Du ved egentlig godt, at du ikke har lyst. Du kan mærke det, lige inden du svarer. Og alligevel hører du dig selv sige ja.
Hvorfor kan det være så svært at blive ved sit nej, når man faktisk godt kan mærke det?
Nogen fortæller dig, at de har et problem, og næsten før de er færdige, er dit hoved i gang.
Hvad kan der gøres? Hvem skal kontaktes? Hvordan kan du hjælpe?
Måske har ingen bedt dig om at gøre noget. Alligevel kan det være svært bare at lade problemet blive hos den, det tilhører.
Nogle mennesker kan irritere dig næsten bare ved den måde, de er på.
De fylder for meget. Taler for højt. Er selvoptagede. Dovne. Kontrollerende. Eller virker, som om de er fuldstændig ligeglade med, hvad andre tænker.
Og nogle gange er reaktionen stærkere, end situationen egentlig kalder på.
Du lægger hurtigt mærke til stemningen.
Om nogen er stille. Om din partner virker kort for hovedet. Om en veninde er anderledes, end hun plejer.
Og før du rigtig når at mærke, hvordan du selv har det, er du allerede begyndt at tænke på, om der er noget galt.